Jeg havde den 29.januar dette indlæg i under “Politisk set” i Nordjyske.

Læs hvordan demokratiet også kan fungere – eller ikke.
Læs om en motorvej over en lille naturperle midt i Limfjorden til vanvittig høj pris, både for mennesker, natur og økonomi.

Verdensmålene sat uden for døren

Når man som jeg, ny i politik, begynder at deltage i debatter, skrive læserbreve og på andre måder videregiver holdninger og ønsker, så opdager man hurtigt at politik er andet end partiprogrammer og facts. Den viden, der er om et givent emne, kan give mange forskellige sandheder. Så læringskurven som ny politiker er meget stejl. Jeg er villig til at lære, men jeg vil ikke lære alt. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at blive viklet ind i et politisk spind, hvor “de andre er dumme, og vi har sandheden”. Det er i høj grad nødvendigt med holdningsændringer og nye måder at udfolde vores demokrati på.

Et af de redskaber man kan benytte, uafhængigt af partifarve eller ståsted, er FN´s 17 Verdensmål. Verdensmålene er udarbejdet med henblik på at skabe en bæredygtig fremtid for hele verdenen. Mange politikere, ikke alene i Danmark men verden over, har udtrykt begejstring og glæde ved målene. FN´s Verdensmål og Alternativets partiprogram har så store sammenfald, at det har været naturligt for mig, at bruge dem i mine forberedelser til debatter og læserbreve. 

I november 2018 var alle partier i Nordjylland, både folketingsmedlemmer og borgermestre, inviteret til et møde, indkaldt af Thomas Kastberg-Larsen. Emnet var “Finansiering af en 3. Limfjordsforbindelse”. I invitationen stod der “en åben og fordumsfri debat”. 

Jeg var forventningsfuld og spændt på, at være med til en debat om et vigtigt lokalt emne, som en 3. forbindelse over eller under Limfjorden er. Det var en rigtig politisk opgave, hvor vi skulle finde en løsning på de trængselsproblemer, vi oplever. I Alternativet vil vi gerne have en 3. forbindelse, men vi ønsker en løsning, hvor både menneskelige hensyn, økonomi, miljø og natur er i naturlig balance. På mødet skulle vi fordomsfrit diskutere en 3. forbindelse. Jeg havde forberedt mig grundigt, både på de eksisterende forslag og deres priser, VVM redegørelser, forskellige gruppers indlæg og ikke mindst forsøgt at tænke FN´s Verdensmål ind i en løsning. Jeg blev ret hurtigt revet ud af min euforiske stemning og ført tilbage til min skoletid. En skoletid, hvor den urolige elev eller den elev, der ikke forstod at læreren bestemte, uanset om han havde ret eller ej, blev sat uden for døren. Jeg fik det flashback, fordi der ret kort tid inde i det vigtige møde skete det, at dem der ikke ville stemme for en motorvej over Egholm blev bedt om at forlade mødet. Jeg var blevet til den elev, der ikke forstod at læreren og de store drenge havde sandheden. Det skal siges, at jeg ikke stod alene udenfor døren. Peder Hvelplund led samme skæbne, men det kunne jeg godt forstå, han havde altid været en uartig dreng. Men mig?

På vej hjem fra mødet tænkte jeg over demokratiets vikår og kunne i det mindste glæde mig over, at vi i Alternativet har en demokratipakke “Ny politisk kultur – sådan vil vi lede landet”, som sætter fokus på medbestemmelse og borgerinddragelse. Jeg prøvede at perspektivere oplevelsen i forhold til de mest alvorlige udfordringer, vi står overfor. Klimaforandringer, naturødelæggelse, fattigdom og ulighed, hvordan skulle vi nogen sinde kunne løse de problemer, hvis ikke demokratiet fungerer. Jeg vil ikke gå på kompromis med mine egne principper, men må erkende at mine egne primære mærkesager klima og miljø, grønt iværksætteri og mindre dokumentation i den offentlige sektor går en hård tid i møde, hvis hverken FN´s verdensmål eller konkrete fakta kan få plads i debatten eller beslutningsprocessen. Det sidste søm i den afsporede debat om den 3. Limfjordsforbindelse blev slået i dagen efter, da Thomas Kastbjerg-Larsen udsendte en pressemeddelse, hvori han slog fast, ”Fælles fodslag om vedtagelse af anlægslov for 3. Limfjordsforbindelse i 2021”. 

Hvad er det, der gør, at vi negligere de Verdensmål, som vi tilsyneladende er enige om, men når det kommer til efterleve dem, bliver vi fodslæbende. Steen Hildebrandt beskriver det således i sin bog Vækst og Bæredygtighed, “Man skal ikke være naiv, men vi må erkende, at meget af det, der lige nu sker på kloden, er udtryk for, at vi kollektivt skaber resultater, som ingen af os ønsker….”

For at blive i Steen Hildebrandt´s citat, så er en lille gruppe på kollektivets vegne ved at beslutte en løsning, som ingen vil have, støjgener, naturødelæggelser, prioritering skattekroner til asfalt fremfor velfærd, og så er det ovenikøbet på kant med EU lovgivningen. Som et lille kuriosum, midt i tider med effektivitetsbesparelser og omprioriteringsbidrag, så vælger man den dyreste løsning af alle.

Paradoksalt nok, så har Aalborg Kommune underskrevet det såkaldte Ålborg Charter, hvor man blandt andet har committet sig til “at reducere transportens virkning på miljø og sundhed og reducere nødvendigheden af motoriseret transport“. Jeg får den tanke, at konferencer, aftaler og rapporter er til hjemmesider og festlige lejligheder. Politik klares bag lukkede døre. 

Mine refleksioner førte mig tilbage til mit udgangspunkt og baggrunden for både valg af parti og min debut som politiker. Jeg vil fortsat kæmpe for klima og miljø og bruge den viden, vi har i Danmark, men også internationalt. Jeg vil præsentere og argumentere for løsninger, men jeg vil også lytte. Kun på den måde kan jeg og vi alle blive klogere. Verdensmålene vil stadig være et vigtigt pejlemærke for mig. Verdensmålene er globale, ligesom vores udfordinger er det. Vi skal fortsat have vækst, men vi skal have en vækst, der er i balance med både ressourcer og mennesker. Det kræver en anden måde at tænke på, og det kræver en anden måde at lytte på, men det kræver vigtigst af alt, at vi er villige til forandring ikke kun i ord, men også i handling. Derfor er Alternativets parti- og regeringsprogram meget konkrete. Både oplevelsen på mødet og den efterfølgende refleksion har forøget min opmærksomhed på demokratiet og dets vilkår. Jeg har som mange andre taget demokratiet som en selvfølge, men det er det ikke. Vi skal værne om det, udvikle det og turde diskutere det. Men vigtigst af alt er, at vi er ærlige og træffer beslutninger i åbenhed. Så hvis Thomas Kastbjerg Larsen havde indkaldt til et møde om finansiering af en motorvej over Egholm, så havde jeg haft et reelt grundlag for at sige ja eller nej tak til mødet, og min læringskurve havde været knap så stejl. Alternativt kunne han have inviteret til et møde, hvor overskriften var, “Hvordan får vi en 3. Limfjordsforbindelse, hvor vi indtænker FN´s Verdensmål og vores commitments fra Aalborg Charter”. Så havde der været bedre mulighed for en åben og fordomsfri debat.