Læserbrev i Nordjyske den 1.maj 2019:

 

I Alternativet mener vi, at hvert enkelt mennesket skal have mulighed for et frit og meningsfuldt liv med masser af livskvalitet – uanset indkomst og social baggrund. 

Vores nye politiske udspil ”Mere lighed – rigere liv” vil øge disse muligheder. Antallet af fattige, socialt udsatte og hjemløse borgere i Danmark vokser. Det er paradoksalt, at Danmark aldrig har været rigere, men at forskellen mellem de rigeste og de fattigste i landet bliver større og større. Vi vil med dette udspil finde tilbage til et Danmark, som er socialt solidarisk, og som står sammen om at løfte de svageste mennesker i samfundet. Vi vil opnå dette ved at fordele samfundets goder bedre, mere solidarisk og mere progressivt. 

En af de væsentligste årsager til, den store økonomisk ulighed, er kontanthjælpsloftet. Vi ønsker på kort sigt, at afskaffe de forskellige former for fattigdomsydelser. Derudover vil vi lette skatten på arbejdet for de lavestlønnede mennesker. Helt konkret vil vi indføre et beskæftigelsesfradrag, som giver skattelettelser for årsindtægter under 300.000 kr. Herefter udfases fradraget gradvist.

Et andet forslag, som er en del af dette nye politiske udspil, er at vi vil øge beskatningen på store aktieindkomster. Gennem skattereformen, som blev indført i 2009, blev skattesatsen på aktieindkomster over ca. 100.000 kr. sænket fra 45% til 43%. Denne ændring ønsker vi i Alternativet at rulle tilbage.

Med disse forslag, blandt andre, er det vores håb, at uligheden blandt landets rigeste og fattigste, kan mindskes, og at mulighederne for den enkelte borger derfor også bliver mere lige.