Dette læserbrev blev bragt i Nordjyske den 26.maj 2018:

Små og mellemstore virksomheder snyder for 7,2 milliarder om året fortæller skatteministeriets egne tal. Det kunne have været undgået ved at ansætte medarbejdere, der kunne tjekke virksomhederne. Det undlod man at gøre, og det har kun fået lidt opmærksomhed i medierne. Men når 18 kontanthjælpsmodtagere bliver taget i at rejse udenlands uden at have spurgt om lov først, så ruller overskrifterne og og forargelsen. Jeg ved ikke hvor mange penge de formastelige kontantshjælpsmodtagere potentielt kunne have unddraget staten for, men næppe i nærheden af 7,2 milliard, og hertil kommer lønninger til kontrollørerne, som skal bruge tid på kontrol. Venstreborgmester Pernille Beckmann fra Greve havde håbet på, at kontanthjælpsmodtagerne havde vist mere respekt for de ydelser, de får. Jég have håbet på mere respekt og moral fra de mennesker, som i forvejen ikke lider den store nød.
Venstres beskæftigelsesordfører Hans Jensen siger, “Det er et meget vigtigt signal, vi sender, at der er en risiko for at blive taget i en kontrol. Det er præventivt, og det har en afskrækkende effekt.”

Måske skulle vi overføre den ide til områder, hvor der store beløb at hente?
Kunne vi undgå skattesnyd, ville det gavne os alle, og vi behøvede ikke at jage dem med de laveste indkomster, hvis det altså er penge, det handler om!