Debatindlæg bragt i Nordjyske 27.05.19:

En typisk overskrift i denne tid kunne være, “rød blok fører i meningsmålingerne”, der kunne lige så godt have stået “1 – 0 til rød blok efter første halvleg”. “Regeringen tabte kampen om velfærden” eller “efter forlænget spilletid tabte hjemmeholdet 0-1. “

Når det gælder om at vinde, og i nogen tilfælde at vinde for en hver pris, så forsvinder fokus fra det væsentlige. 

Vi kan også bytte os til en sejr. Der er talrige eksempler på, at partier, har stemt mod deres oprindelige overbevisning for at opnå indrømmelser på egne synspunkter. Politik bliver på den måde til et spil eller en kamp på en meget lille bane, og det vigtigste bliver at vinde og være på banen.

I Alternativet vil vi helst ikke deltage i den type fodboldkampe. Hvis jeg bliver i analogien, så vil vi betragte politik som en foldboldkamp, hvor alle spillerne spiller sammen og i fællesskab forsøger at score mål i samme ende af banen. På den måde skabes de bedste muligheder og rammer for dem, der har valgt hele holdet. Det er ikke vigtigt at vinde, men det er vigtigt at spillet fortsætter. En foldboldkamp uden slutfløjt er utænkeligt for mange partier, men hvis politik og Danmark skal udvikles, så kan vi ikke nøjes med nærkampe og halvlegs resultater. Vi er nødt til at se politik og udvikling i et meget længere perspektiv. Det er Ny Politisk Kultur. 

Vi, i Alternativet, falder selv i en gang imellem og spiller den traditionelle fodboldkamp, men vi reflekterer over det og prøver at blive bedre næste gang. I det igangværende valg er banen for alvor kridtet op til kamp, og vi kommer selvfølgelig også på banen, men vi forsøger at holde hinanden fast på, at spillet er vigtigere end kampen. Hvis andre partier tager vores mærkesager, så er vi jo lykkedes med vores spil, og alle vinder. Det er klart, at vi gerne vil have en stærk parlamentarisk base, men hvis vælgerne fravælger os, så er det enten fordi vi ikke har forklaret vores politik godt nok, eller fordi vælgerne ikke ønsker vores retning. Men vi vil fortsætte vores arbejde for en Ny Politisk Kultur, hvor samarbejde, gennemsigtighed, kunsten at lytte og ikke mindst evnen at indrømme fejl er helt centralt. Vi vil glædes over den påvirkning, vi har haft. 

Hvorfor er politik blevet til en disciplin, hvor det gælder om at vinde, når det kunne være så meget andet?