Jeg havde dette læserbrev blev bragt i Nordjyske den 10.august:

Når jeg ser ud over Danmark, ser jeg et dejligt land badet i sol. Men jeg ser også faresignaler. Klimaet affyrer nødblus, den stigende ulighed vinker med armene, demokratiet har gjort det hvide flag klar, integration signalerer problemer og sundhedvæsenet kan kun lige holde hovedet over vandet.
Det er altsammen faresignaler, der skal tages alvorligt og handles på. Det kan ét parti ikke gøre alene, men alle ansvarlige politikere og partier må sætte sig sammen og løse problemerne. Det skal gøres uden bagtanke om genvalg eller personlig profilering, det skal gøres, fordi det er nødvendigt.
Når DF bliver spurgt om, hvilke signaler de ser, så gør de som Lord Nelson, de sætter kikkerten for det blinde øje og siger med stor oprigtighed, “vi ser ingenting”, men vi kan høre refrainet af Niels Hausgårds gamle traver “de fremmede”. Så med kikkerten for det blinde øje og lyden af refrainet “…det er deres skyld, det går ad Pommern til, de kommer her kun for at blive vartet op i hoved og røv…” går DF til forhandlinger om Danmarks fremtid.

Det er ikke kun jorden, der lider af tørke, dansk politik lider af visionstørke hos DF.