Dette indlæg var med under “synspunkt” i Nordjyske den 14.august:

Selvom onde tunger påstår, at fælles ansvar betyder, at ingen har eller tager ansvar, så er det min opfattelse, at fælles ansvar er godt udgangspunkt for mange udfordringer. Jeg husker ungdomsfester og oprydningen bagefter, jeg husker fælles opgaveskrivning i skolen og på min efterfølgende uddannelse, jeg husker min første og mine senere arbejdspladser, hvor vi hver især tog ansvar for at skabe en god arbejdsplads og den bedste læring for eleverne. Jovist var der en enkelt eller to som smøg sig uden om ansvaret. Men overordnet set har jeg har haft den oplevelse, at fælles ansvar har været en styrke i forhold til at løse en opgave.

På den baggrund var min glæde stor, da jeg oplevede, at Lars Løkke sammen med 194 andre af verdens ledere tog fælles ansvar for vores klima. I 2015 vedtog de ambitiøse mål på klimaets vegne, alle var enige og opstemte, nu skulle der ske noget.
Allerede i 2016 steg CO2 udledningen i Danmark, men hov, det var ikke det, de aftalte, men ikke desto mindre er CO2 udledningen steget lige siden. Hvorfor nu det? Allerede inden Parisaftalen havde regeringen varslet, at de ville sænke ambitionerne på CO2 området, og med vedtagelsen af regeringens 2025 plan lå det fast, at udledningen for første gang i 25 år ville stige. Klimaminister Lars Christian Lilleholt kunne dog berolige med at, “det er helt på linie med regeringens politik”. Så det er med åbne øjne, regeringen lader CO2 udslippet stige, og DF bifalder de sænkede ambitioner, “… det glæder mig meget med en regering, der ser mere pragmatisk og mere realistisk på det,” siger Dansk Folkepartis klima- og energiordfører, Mikkel Dencker.

Nu råber flere klimaforskere vagt i gevær. Vi risikerer en dominoeffekt som følge af vores klimaaftryk. Temperaturen vil måske stige med 4-5 grader og vandstanden med 10-60 meter; så bliver vi danskere også klimaflygtninge!
Nú bliver klimaminister Lars Christian Lilleholt bekymret, og jeg bliver meget bekymret, når han begynder at tale om nedsættelse af et råd og måske et panel, når han sætter fokus på opmagasinering af CO2 og taler om international handling. Der er så mange ting regeringen allerede kunne have taget initiativ til – og stadig kan.

Regeringen kunne have sat sig i førersædet og besluttet at alle vores dieseltog skulle udfases, at elbiler skulle være afgiftsfri, at al fossil energi skulle være skiftet til bæredygtig energi i 2035.
I stedet har vi haft visionsløse politiske beslutninger og en deraf følgende slingrekurs, som har været ødelæggende for erhvervslivets grønne udvikling og investeringslysten i den grønne udvikling. Fx er elbilsalget gået helt i stå. I 2018 er kun 0,4% af alle nyindregistrerede biler elbiler, hvor det i 2017 var hveranden bil i Norge. Sol- og vindenergien bidrager denne sommer til en væsentlig lavere del af vores el produktion end sidste år. Kun 2% af vores elforbrug kommer fra solen, men faktisk kunne solceller på alle de industrielle tage dække 1,5 gang Danmarks elforbrug. Men usikkerhed omkring tilskud og afregning har bremset investeringslysten i solenergi.
Fra at være i toppen gennem fem år er Danmark nu røget ned på en 13.plads på indeks over grøn klimapolitik (2017). Fra at være en del af fællesskabet, er vi nu blevet den, der smyger sig udenom og satser på at andre tager ansvar.

De politiske beslutninger er afgørende, men det er også afgørende, at vi som borgere og forbrugere ændrer vaner. Jo rigere vi er, jo mere forbruger vi, og jo mere CO2 udleder vi. Danske forbrugere indtager positionen, som de 5. største CO2 syndere i EU.

Vi har brug for en CO2 mærkning på alle vores varer, så vi kan se, hvor miljø belastende fremstillingen har været. På nuværende tidspunkt, er det nærmest umuligt at vurdere om fremstillingen af en spansk tomat er mere belastende end en økologisk dansk tomat, om kalkunkød er mere CO2 belastende end kyllingekød.
Og hvad med møbler og tøj?

De fleste af os vil gerne hjælpe miljøet. Vi kan se, hvordan salget af kød falder, og at flere skifter oksekødet ud med lyst kød.

Som forbrugere har vi ret til at vide, hvor meget CO2 udledning produktionen vores indkøb skaber, og vi har brug for, at der bliver sendt nogle politiske signaler, for at få denne mærkning igang.

Endelig kunne vi begrænse CO2 udslippet betydeligt ved at gøre som en republikanske delegeret, Carlos Curbelo, og en anerkendt amerikansk økonom, Gilbert Metcalf, foreslår og arbejder med, nemlig at beskatte al CO2 udledning. Det ville ændre både produktionsforholdene og forbruget.

Mange, især regeringen, har i lang tid talt om, at det vigtigste for Danmark er økonomisk vækst, men Concitos, Danmarks grønne tænketank, har i den seneste måling vist, at langt over halvdelen af vi danskere mener, at grøn omstilling er en forudsætning for vækst.

Så lad os nu komme igang – det haster mere end nogen sinde!