Vil vi bare sakke længere og længere bagud i klimakampen?

Den 18.oktober havde jeg dette læserbrev i Nordjyske. Under billedet kan du læse den fulde tekst.

Når regeringen udråber deres miljøudspil som det mest ambitiøse nogen sinde og fremhæver Danmarks førerposition på det grønne område, så er det som at høre Donald Trump sige “klimaet forandrer sig tilbage igen, så vi behøver ikke gøre noget”.

Hvis opgaven lød, “lav en plan, der sænker vores CO2 udslip” og afleveringen blev et regneark, hvor de fleste tiltag er tekniske forbedringer og ikke en egentlig sænkning, så er der dømt snyd. Lidt på samme måde som bilfabrikkerne gør, når de snyder med softwaren, for at gøre deres bilers forurening mindre end den i virkeligheden er. I skoleverden ville man kalde det snyd og dømme reeksamination…
Fordelene ved at lave en tekniske forbedringer er, at man ikke behøver at gøre andet end at snakke. Både den grønne tænketank Concitos og Climate Analytics er stærkt kritiske og forstår ikke, at Danmark har opgivet deres førerposition på den grønne omstilling.

Danmark har istedet valgt at lægge sig på hjul i midterfeltet. Cykelkyndige vil vide, at det er meget svært at vinde, når man har den position. De virksomheder, der gerne vil investere, skabe arbejdspladser og indtjening på det grønne område, har behov for en stærk førerposition at handle udfra. Får de ikke den position, skal de investere i blinde, og det gør de naturligvis ikke. Både Norge, Sverige, Tyskland og Holland har ambitiøse planer om CO2 besparelser på bygningsområdet, så de kommer til at løbe med ekspertisen og eksporten på det område. En af de største syndere i CO2 regnskabet er landbruget, de er stort set friholdt for besparelser, også her kunne vi blive foregangsland. I stedet vælger vi at blive på hjul og langsomt blive kørt bagud.

Det store slagnummer i klimaplaner er elbiler. Men der er ingen langsigtet plan. Hvis elbiler skal være en del af løsningen, så skal købere og investorer kende planen for de næste 10 år. Regeringen lægger op til en to årig plan, det flytter hverken bilister eller investorer.
Forskning og klare målsætninger er det virksomheder behøver for at kunne planlægge og investere i fremtiden, derfor forstår seniorrådgiver Hanne Jersild fra WWW heller ikke at Danmark ligger så lavt på forskning.

Det er nu, der skal skiftes gear og køres forrest.

Alternativets klima- og energipolitikker er langt mere ambitiøse og svaret på den seneste klimarapport fra FN.